ReD! KLÆDT PÅ TIL FREMTIDEN
Kan kulturhuse være vigtige spillere i bæredygtig omstilling? JA DA!
Nicolai Kultur har sammen med Spinderihallerne i Vejle og Kulturhuset Bispen i Haderslev fået 360.000 til et projekt om bæredygtig beklædning og borgerinvolverende metoder.
Projektet hedder ’ReD! Klædt på til fremtiden’ og det kobler deltagelse med bæredygtig omstilling gennem workshops, udstilling og modeshow, hvor borgerne selv er aktive i at vise, reparere og re-designe brugt tøj.
Projektet er forankret hos Nicolai Kultur, som åbner ReD! udstillingen d. 15. august med et lille show.
Åbningstider i udstillingsperioden:
17. - 18. august 10 - 15 åben for alle
20. - 22. august 9- 12 og kun efter aftale
23. august 10 - 18 åben for alle
24. - 25. august 10 - 15 åben for alle
27. - 29. august 9 - 12 og kun efter aftale
30. august 10 - 21 åben for alle
31. august - 1. september 10 - 15 åben for alle
Den 5. september rykker udstillingen til Kulturhuset Bispen i Haderslev og d. 3. oktober åbnes der igen med show i Spinderihallerne i Vejle.
Efterfølgende kan udstillingen bookes af andre kulturhuse/institutioner.
ReD! KLÆDT PÅ TIL FREMTIDEN
Tøj og tekstil produktion er MEGA dårligt for klimaet!!!
Salg af fast fashion på Temu og Shein buldrer derudad. Danskerne køber i gennemsnit 61 stykker tøj om året. Vi skal ned på 3-5 stykker for at holde os inden for 1,5 graders temperaturstigning*.
Vi har brug for at ændre adfærd, for vi lever i et samfund med et kæmpe overforbrug af tøj og mangel på respekt for håndværket bag. Er det mon nemmest at ændre adfærd hos dem, der tjener penge på tøj eller hos dem, der køber tøj? Er det en politikeropgave?
Kan vi som kulturaktører og almindelige borgere medvirke til at igangsætte ændringer og bæredygtige tiltag, når det kommer til vores forbrug af tøj og tekstiler?
Kan vi skabe flere fællesskaber og mere samarbejde omkring reparation, genbrug og upcycling af tøj?
Disse spørgsmål var grundlaget for projektet ReD! Klædt på til fremtiden og vores manifest.
*Kilde: TEKSTILSTRØMME OG CIRKULÆR ØKONOMI /Region Midtjylland
ReD! manifest
Vi vil gøre op med ‘brug og smid væk’ kulturen og inspirere til tiltag, der fremmer bæredygtigt tøjforbrug.
Vi sætter fokus på borgerinddragelse og mental trivsel gennem engagement i workshops, events og fællesskaber, hvor alle kan være med.
I gamle dage havde vi et helt andet syn på tøj og tøjforbrug - tøj havde stor værdi, der var fokus på det gode håndværk, som tog tid og kostede mange penge. Derfor var det også vigtigt at producere noget, der kunne bruges længe, var værd at reparere og evt. senere kunne laves om.
Vi hylder de gamle traditioner og teknikker indenfor håndarbejde og reparation, - vi hylder genbrug og kendskab til materialer og metoder, der viser omtanke, omsorg og respekt - ikke bare for miljøet og moder jord, men også for hinanden og de næste i rækken.
Vi vil lave ’ReD! Klædt på til fremtiden’ – en fælles skabt udstilling, der inspirerer til at genbruge – til at reparere og bevare tøjet, til at omsy og re-designe - og til at bruge rester og skabe materialer og metoder, der er bæredygtige.